Uge 30 I Gl. Rye 2023 Morgensang Onsdag (2)

Sangtekster onsdag

ti. d. 25. juli 2023 kl. 17.01

Sangteksterne til sangene "Frihedens lysdøgn", "Jeg gik mig ud en sommerdag" og "Sommersang uden sol".

Frihedens lysdøgn

Tekst: Anne Vad, 2020
Melodi: Julie Maria og Nikolaj Busk, 2020

1. Friheden bor i ideer,
der udspringer dér, hvor vi er,
så en horisont bli’r til flere.
For det er derude, det sker,
i tanke- og skabelsesrummet!
Alt nyt kommer klart for en dag.
Pist væk er alt skjult og formummet,
og tryghedens rumhavn lagt bag.

2. Friheden lyser i sproget,
som si’r, hvad vi elsker og tror;
som sender, når vejret er tåget,
et solpanel formet af ord.
Med friheden til at fortælle
forløses det, sprogets minut.
Vi husker et blad på en nælde.
En banegård helt sønderskudt.

3. Friheden danser i kroppen,
som strækker sig smidigt og rundt
mod paradisæblet i toppen
et grenbøjet buesekund.
Den frie bevæg’ligheds gave,
på tværs, over grænser og skel.
Helt fri i den kosmiske have.
Helt fri til at være sig selv.

4. Friheden ånder i lysten,
i solhverv og midsommerbål,
i blikke mod månen og kysten,
og samværets ildfulde skål.
I løfteraketter af hænder,
et men’skehavs bølgemagi,
i stemmer fra dybet, vi kender:
Erindringens syngende vi.

5. Frihed er alt, selve livet.
Med brændpunkt i tryghed og fred.
Og husk: Tag den aldrig for givet!
Det er som med stor kærlighed!
Sæt bloklys i vinduets karme.
Et minde får liv gennem dig,
et minde om tidsånd og varme
og frihedens lysdøgn i maj.

Jeg gik mig ud en sommerdag

Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1847
Melodi: Folkemelodi

1. Jeg gik mig ud en sommerdag at høre
fuglesang, som hjertet kunne røre,
i de dybe dale
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

2. Der sad en lille fugl i bøgelunden,
sødt den sang i sommer-aftenstunden,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

3. Den sang så sødt om dejligst vang og vænge,
hvor kærminder gro som græs i enge.

4. Den sang om alt, hvad det er lyst at høre,
allerhelst, hvad hjertet dybt kan røre.

5. Den sang, som ingen andre fugle sjunge,
leged liflig med min moders tunge.

6. Den sang som talt ud af mit eget hjerte,
toner gav den al min fryd og smerte.

7. Da nynned jeg så småt i aftenstunden:
Flyv, Guldtop, flyv rundt i bøgelunden.

8. O, flyv fra Øresund til Dannevirke,
syng til dans, til skole og til kirke.

9. På folkets modersmål, med Danmarks tunge,
syng, som ingen andre fugle sjunge.

10. Da mærke alle, som har mødre kære,
det er godt i Danemark at være.

11. Da gløder alt, hvad solen har bestrålet,
som det røde guld på modersmålet.
I de dybe dale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Sommersang uden sol

Tekst: Stine Pilgaard, 2020
Musik: Katrine Muff Enevoldsen og Anders Stig Møller

1. Mens jeg ligger musestille
her på dydens smalle sti
kan jeg mærke græsset kilde
mens min ungdom går forbi

2. Det er sommerens soldater
der marcherer i min krop
stiller sulten med oblater
som en synder der gi’r op.

3. Fiskeørnens skarpe øjne
kigger på mig med foragt
mens de lyse nætters løgne
slår mit hjerte ud af takt

4. Men så hullet det kan blive
hver gang Amor spiller dart
bruger han det som sin skive
rammer plet med vindens fart.

5. Lad de gamle flammer brænde
som et sidste tyst farvel
tusind bål på Danmarks strande
slukker et for et sig selv

6. og med drømmene der er der
midt i virkelighedens sorg
hænger hvileløse hjerter
på de lyse nætters krog.